24. okt
KL. 19:00

Give ‘em Shelter – Rock for Hjemløse Vol. 2

Musik

Foto: Gitte Nobel

Give ‘em Shelter – Rock for Hjemløse Vol. 2

Vi gennemfører arrangementet. (Info af fredag d. 23/10 kl. 20:20 – efter myndighedernes pressemøde.)

Lørdag 24/10  19:00
Give ‘em Shelter – Rock for Hjemløse Vol. 2
Støttearrangement med M.A.S.K., Purple Eclipze, Rubber Band, Falling Hazard, ZZ Top jam og Gaskapellet – Konferencier: Steffen Jungersen

Give ‘em shelter” er version to af Rock For Hjemløse, der sidste år indsamlede penge til arbejdet med hjemløse og socialt udsatte.

“Alle mennesker er en ressource. Den ressource kan overses og synes ubetydelig. Eller den kan fremelskes. De midler der indsamles til dette arrangement går ubeskåret til at fremelske ressourcer hos de ballerupborgere, der er udsatte. Miljøet omkring Møllen er helt unikt og det er en meget stolt formand, der kan berette om at det daglige arbejde gør så enorm stor forskel for så mange. Dem, der mangler bolig, dem, der mangler selskab og dem, der kommer forbi, fordi Fronten/Brydehuset lige siger “prøv Møllen – for de plejer at kunne hjælpe”. Og ja, det kan vi langt de fleste gange. Dette arbejde støtter musikere ved at spille gratis, sponsorer og dig, der køber billet til arrangementet “Give ‘em shelter” eller donerer på mobile pay. Lad os sammen give hinanden en kæmpe fest, der når lyset slukker, tænder et håb for de udsatte.”
Thomas Fogh, formand for Møllens Venner.

Aftenens program:

19.00: Åbning ved borgmester Jesper Würtzen.

Koncerter med:
M.A.S.K.
Purple Eclipze
Rubber Band
Falling Hazard
ZZ Top Jam
Gaskapellet
Bandpræsentation ved Steffen Jungersen

M.A.S.K.
Modern Hard Rock i den festlige ende, med godt tempo, catchy vokal og hæftige riff: Alexander Gottlieb på guitar, Simon Legaard på bas, Marck Laurent på trommer og i fronten Katrine Wachmanns vokal. Bandet har eksisteret siden september 2017, hvor musikprojektet Mere Monitors sæson 2 startede. Allerede i januar 2019 udgav bandet sin første EP. (https://open.spotify.com/album/6IiRgdx25pXWjVpmzR6ArV?si=ney5g2WfRfqlhs4fPzRHvw) M.A.S.K har allerede stor live erfaring med flere store koncerter og festivaller i bagagen. De vil nå toppen med deres super energiske drive og engagement.

Purple Eclipze
spiller egne kompositioner og befinder sig i rock/rockballade-genren. Bandets sangere betegnes som sandpapir og perler. Martins fabelagtige leadguitar fører tankerne hen på Gilmore og Toto. Ib Enemarks keyboard hiver hedengangne Jon Lord ind i optikken. Bassisten Martin får det hele op og swinge. Trommeslageren Hess Wind forstår at tæske tønder så det ryger godt ud over scenekanten. Steen Aabrink: Vokal/rytme guitar. Belinda Ann Kohlstrom: Lead vokal/kor. Martin Træsborg Jensen: Lead Guitar. Ib Enemark: Keyboard. Martin Hansen: Bas. Henrik Durup: Trommer.

Rubber Band
startede i 1979. Dengang blev det nærmest opfattet som blasfemisk at kopiere Beatles eller deres musik. Selv om dette var folks generelle opfattelse, fortsatte RubberBand med at øve til de havde deres første offentlige koncert, under navnet “Billerne” (De skiftede senere navn til Rubber Band, inspireret af Beatles LP’en “Rubber Soul”). Reaktionen var fantastisk – de såkaldte kritikere blev pludselig entusiastiske Rubber Band fans! Dette var de første skridt i deres karriere som professionelt band. Det varede ikke længe før de spillede rundt omkring i hele landet, og fik det ry, at det var et godt valg uanset hvilken anledning man skulle fejre, TV shows, festivaler (med over 30.000 gæster), private fødselsdagsfester, (med så få som 10 gæster), firmafester osv… som sagt, i alle former og anledninger, årsager af forskellig art, (jubilæum), lige meget hvad.

Falling Hazard
er landets mest flittigt optrædende Thin Lizzy tribute band. Bandet er en stærk kvartet, hvor de to faste guitarister, Theis Henriksen og Janne Stark, i overbevisende stil skaber Thin Lizzys signaturlyd, som er båret af guitarharmonier og stærke soli. Rytmisk formår Juri Møller Rasmussen (trommer) og Lars Schmidt (bas) at fange det karakteristiske, lette og sine steder ganske funky Thin Lizzy-swing.

ZZ Top Jam
fortsætter med sine suveræne, sveddampende, swingende blues, boogie og rock’n’roll fester i 2019. Mantraet med forbedret besætning er ”hotter than a Texas Barbecue”. Når d’herrer Søren Madsen (vokal), David Kampmann (guitar), Vit Musil (bas) og Jesper Hyldahl (trommer) – alle fire musikere med mange års erfaring – entrer scenen er det med det erklærede mål at give dig, dig og ikke mindst DIG en uforglemmelig oplevelse. En svedig, sej og swingende fest af format via en lang række klassikere fra forlæggets telefonbogs-tykke bagkatalog. Spillet af kærlighed, nødvendighed og – nå ja – trangen til at bevise at selv en råkold lørdag i Ballerup sagtens kan konverteres til en rockoplevelse ”hotter than a Texas Barbecue.”

Gaskapellet
er et energisk, røgfyldt og medrivende Gasolin tribute band fra Sjælland, som med masser af energi, sjov og masser af ballade går på scenen og fyrer en masse corny Dansemusik hits af fra de glade Gas 70’ere, de drøner derudaf, på en sommerdag, over Langebro, sammen med Inga, Katinka og smukke Charley på sin Harley, ned af Rabalderstrædet. Kort sagt: Gasolin` spiller ikke mere, men det gør de, Gør det noget? Kim Bb Sambleben: Vokal/guitar/mundharpe. Søren Arleth: Guitar/ kor. Søren Sørensen: Bas/kor. Carsten Theis Gaardboe: Trommer/kor.

Konferencier: Steffen Jungersen.

Musikalsk arrangør:
Steen Aabrink.

Arrangører:
Foreningen Møllens Venner, Venligboerne på Møllen, Baba-projektet/Ballerup, Brydehuset, Fonden Grantoftegaard, Fronten, samt Natur – Kultur – Byggeri Ballerup.

Samarbejdspartnere:
Ballerup Bladet, Tandrødderne, WMK A/S v/Dan Knudsen, Ballerup Bazar – Hedeparken, AHA Service – Ballerup, Skovlunde Turistbusser, Ellegaards Transport – Skovlunde, Fotoklubben Klub Key Point, Inci Selskabslokaler – Ballerup, Torvets Brasserie – Ballerup, Ballerup Gokart Center, Brdr. Gregersen og Baltoppen LIVE.

300,-
Forsalg på www.baltoppenlive.dk eller billetter kan købes i indgangen (hvis der ikke er udsolgt) på kort eller mobile pay (ingen kontanter)

Unummererede siddepladser ved nummererede caféborde.

VIGTIG INFO:
Køb dine drikkevarer på forhånd:
Når du køber billet til koncerten får du mulighed for at bestille/købe cafévarer under billetkøbsprocessen.
Har du allerede købt billet(ter) skal du købe dine cafévarer her: https://baltoppenlive.dk/#select/90535/15.
Har du købt billetter til andre end dig selv, så køb også cafévarer til dit selskab. På den måde kan vi matche dit navn, pladsnummer og cafévarekøbet finder vej til dig og dit evt. selskab.
Køb disse cafévarer senest lørdag d. 24/10 kl. 10:00.

Som et supplement til online cafevare-forsalget holder vi baren i koncertsalen åben indtil kl. 22.00, mens koncerten slutter omkring midnat.

Vi mindsker kødannelsen i baren ved at opfordre gæster til at købe drikkevarer på forhånd. Drikkevarer der så, inden dørene åbner, placeres på de stole, hvor gæsten der har købt drikkevarerne, sidder.

I området omkring baren skal man bære mundbind, da bar-zonen inde i koncertsalen er et “serveringssted”.


Vedr. COVID-19 og billetkøb:

Baltoppen LIVE følger myndighedernes retningslinjer for kulturinstitutioner, og det er derfor trygt og sundhedsmæssigt forsvarligt at besøge os.

Grupper, der i forvejen har ”tæt kontakt”, kan sidde ved sammenhængende sæder.

Enkeltpersoner eller grupper, der ikke har ”tæt kontakt” med andre, kommer til at sidde med én plads ledig på hver side af den eller de pladser, der købes.

Når du køber billetter, skal du derfor købe billetter til de personer i din gruppe, der kan sidde tæt sammen, i ét køb.

Køber du også billetter på vegne af andre, som du, eller dem du må sidde tæt sammen med, ikke kan sidde tæt sammen med – bedes du købe disse billetter i et andet køb.

Vi tager forbehold for, at vi ikke kan garantere de eksakte nummererede siddepladser, der fremgår af de købte billetter. Det kan blive nødvendigt at omplacere publikum efter myndighedernes aktuelle forskrifter. Hvis det bliver aktuelt, vil de berørte publikummer modtage en mail om dette. Bemærk: Mails kan kun sendes til billetkøbere, der har oplyst e-mail.

Vi glæder os til at se dig og dine kulturoplevelsesbekendte på Baltoppen LIVE!

Se mere om hvordan vi passer på dig her. 

Del

Collage. Fotos: Susanne Fischer m. fl.

M.A.S.K.. PR-foto.

Purple Eclipze. Foto_Thomas V Olesen.

Gaskapellet_Foto: Thomas V Olesen.

ZZ Top Jam. Foto: Thomas V Olesen.

Falling Hazard. Foto: Thomas V Olesen.

Rubber Band. PR-foto.

Borgmesteren: Foto: Mai-Britt Larsen.