Historie

Baltoppen LIVEs åbnede d. 7. april 1991.

Bygningen havde indtil da været benyttet som Ellegårdskolens gymnastiksal, også kaldet ‘Baltorphallen’. Da Ellegårdsskolen i 1990 blev nedlagt som folkeskole besluttede Ballerup Kommune at etablere et kulturhus i bygningen.

‘Baltorphallen’ blev således bygget om. Der blev tilbygget biografsale, foyer og kontorlokaler og ’Kulturhus Baltoppen’ blev realiseret.

Byggeriet, ved billedkunstner Anita Jørgensen og arkitekt Susse Fischer, modtog en kulturpris af København Amt for ’Aktuel Fornyelse af 70’er Byggeri’.

Ved åbningen blev Arne Vest Andersen leder. Arne havde igennem en årrække ledet den kommunale biograf i Ballerup Centret. Den lokale kultur- og kunstentreprenør fra Skovlunde Jan Kiwi og kommunens Musikchef Jørgen Artby blev tilknyttet som kunstnerisk konsulenter.

’Baltoppen’ blev Ballerups Kulturhus, der samlede byens kulturarrangementer. Såvel teaterforeningen TEMA og de mange lokale orkestre benyttede ’Baltoppen’ som forestillings- og koncertsted.

’Baltoppens’ kunstneriske ledelse, der i 1992 blev overtaget af Jan Kiwi, programsatte populære bands og shows.

 

I år 2001 etableredes den populære medlemsklub Skotsk & Irsk Musikscene, der i dag er én af de mest markante og efterspurgte folk-music scener i Danmark.

Fra 2007 begyndte Baltoppens scenekunstneriske program at fokusere på internationalt produceret fysisk teater som moderne dans, nycirkus, performance- og konceptuelt teater.

Jan Kiwi var en initiativrig og foretagsom foregangsmand. Han tog bl.a. initiativ til projektet Zene + i tæt parløb med John Frobøse fra Kulturhus Viften i Rødovre. Zene + tilbød det ikke-etablerede frie professionelle scene- og samtidskunstmiljø produktionsfaciliteter, scenerum og netværksfora. Projektet realiseredes i år 2009 og 2010.

Baltoppen opnåede fra midten af 00’erne stor anerkendelse for satsningen på den internationale scenekunst. Jan Kiwi viste at non-verbal scenekunst, skabt i samtiden, ikke kun var skabt til et publikum i verdens største metropoler. Selv mellemstore forstadsscener kunne håndtere genren og med succes.

Jan Kiwi gik på pension d. 31.12.2011.

Ib Jensen startede som musikteaterchef i januar 2012 og har fortsat, udviklet og styrket Jan Kiwis fremsynede profil.