30. jan
KL. 20:00

Nattergalen

Dansk Danseteater - Dans

Nattergalen. Foto af Raphael Frisenvænge Solholm.

Nattergalen

Dansk Danseteater

Torsdag 30/1 20:00
Nattergalen
Dansk Danseteater
H. C. Andersen, Oscar Wilde og Den Sorte Skole

”Nattergalen” er en dobbeltforestilling skabt af nogle af Danmarks mest efterspurgte koreograftalenter indenfor den moderne koreografi; Sebastian Kloborg og Alessandro Sousa Pereira, til nykomponerede toner skabt af duoen Den Sorte Skole samt unik & fabulerende scenedesign og kostumer af den dansk/ukrainske collagemester Sergei Sviatchenko.

Sebastian Kloborgs værk tager udgangspunkt i temaer og motiver fra både Oscar Wildes novelle ”Nattergalen og Rosen” om den altopslugende selvopofrelse og H. C. Andersens evigtgyldige ”Nattergalen” fra 1843. Nattergalen er ikke blot et af H.C. Andersens kendteste eventyr, men er også en af den danske guldalders mest berømte romantiske fortællinger. Historien er stadig uhyre relevant i dag med sit universelle tema om det levendes sejr over det døde, og om det naturliges sejr over det kunstige. Kloborg vil bruge temaerne fra begge historier, på både dyster og humoristisk vis, til at konstruere et helt nyt narrativ, der bevæger sig mellem drøm og virkelighed. Med værket undersøger han menneskelige relationer og den menneskelige selvforståelse, når døden sidder på brystet, og når kroppen falder fra hinanden. For vil vi lade teknologien redde os? Og ønsker vi at forlænge livet for enhver pris?

Forestillingens anden del er skabt af den brasilianske koreograf Alessandro Sousa Pereira, der genfortolker den paradoksale og hjerteskærende fortælling ”Nattergalen og Rosen” af Oscar Wilde. I den oprindelige fortælling fra 1888 ofrer nattergalen sit liv ved at forære en smuk rose til en håbløst forelsket student, der dog bliver afvist. Og herefter følger en hårdtslående vrede og sorg. I Wildes værk stiller han spørgsmålstegn ved meningen med livet, kunsten og muligheden for at forandre verden. Har fuglen ofret sit liv for ingenting? Pereira er i sit værk inspireret af den oprindelige fortællings overordnede tema om den både meningsløse og brutale selvopofrelse. Og med sin altid eksplosive stil, tilført Wildes vise og nærmest mytiske stemning, bliver dansen et abstrakt vidnesbyrd på, at det at ofre sit liv til noget du inderligt tror på både kan være dybt tragisk, bevægende og samtidig en meget smuk gerning.

SEBASTIAN KLOBORG
Dansk. Født i 1986. Som 13-årig begyndte han som balletbarn på Det Kongelige Teater, og han blev færdiguddannet i 2003, hvorefter han hurtigt blev udnævnt til solist. Han har danset kompagniets fulde repertoire og optrådt i værker af nogle af verdens mest respekterede koreografer. Han fik sin debut i John Neumeier’s Romeo og Juliet som 19-årig og efterfølgende tog karrieren fart. Han har danset ledende partier skabt af både klassiske, neoklassiske samt moderne koreografer som August Bournonville, John Cranko, George Balanchine, John Neumeier, Jirí Kylián, Jacopo Godani, José Limon, Angelin Preljocaj and Christopher Wheeldon. I 2012 blev han en del af Gauthier Dance//Theaterhaus Stuttgart, Tyskland under ledelse af Eric Gauthier, hvor han fik lov til at prøve kræfter med mere moderne værker. Kloborg begyndte at koreografere i 2011, og siden har han fokuseret på at være en skabende koreograf, hvor han bl.a. har kreeret koreografier til Den Kgl. Ballet. I dag rejser Sebastian verden tyndt med sine underfundige værker, der både formår at kombinere humor, ballet, moderne dans, pantomime, lån fra det klassiske teater og historiefortælling. Det er tydeligt, at Sebastian kommer med en bagage fra Bournonvilles handlingsballetter –og han er derfor særdeles optaget af at fortælle historier med dansen, så publikum både bliver rørt og revet med.

ALESSANDRO SOUSA PEREIRA
Brasiliansk. Født i 1983. Alessandro er uddannet ved Galpao 1 Dance School i São Paulo. Han kom til Dansk Danseteater som danser i juli 2007 og har skabt flere koreografier bl.a. til Scapino Ballet i Holland, Black Box Dance Company i Holstebro, Ballet Jovem Palacio das Artes i Brasilien, Dansk Danseteater samt Den Kgl. Ballet. Hans koreografier har været præsenteret i Young Choreographers program ved Gärtnerplatz Theater i München fra 2003 –2007, og i foråret 2009 vandt han førstepladsen ved den internationale koreografikonkurrence i Hannover.
Derudover har Alessandro vundet flere store priser, bl.a. Bayerischen Kunstförderpreis i 2006 for sit arbejde som danser, Reumert-juryens talentpris i 2011, Foundation Albert Gaubier i 2011 samt prisen for bedste koreografi ved Erik Bruhn Competition 2012 i Canada. Den brasilianske dansemagnet kan ikke bare danse smukt, han kan også koreografere, så scenen ulmer af eksplosiv råstyrke. Han har sans for den rene mandepower og følelsernes benspænd. Derudover er Alessandro en intuitiv og musikalsk koreograf med et yderst karakteristisk bevægelsessprog, der trækker tråde til sine brasilianske rødder. De seneste år har han opnået stor anerkendelse både i og uden for landets grænser, og har bl.a. kreeret flere værker til Den Kgl. Ballet i København.

SERGEI SVIATCHENKO
Ukrainsk. Født i 1952. Sergei er en alsidig kunstner, som arbejder i krydsfeltet mellem flere forskellige stilarter herunder collagekunst, maleri og design. Han har boet i Danmark siden 1990 og er uddannet i arkitektur og kunst ved Kharkovs arkitektskole i 1975. Desuden har han en ph.d.-grad fra arkitektskolen i Kiev. Sviatchenko eksperimenterer konstant med medier og installationer og producerer desudenvideokunst og kunstfotografier. I begyndelsen af sin karriere arbejdede han især med collager, men fra midten af 1980’erne blev maleriet hans foretrukne genre. I 2000 vendte Sviatchenko dog tilbage til collagen og begyndte at arbejde i en ny form, der går på tværs af genrer og forener popkultur med politik, personlige erindringer, arkitektur og videnskab –gerne med masser af farver. Sergei Sviatchenko henter bl.a. sin kunstneriske inspiration fra surrealismen og konstruktivismen, hvilket tydeligt afspejler sig i hans værker.
Til projektet Nattergalen vil Sergei fungere som scenograf, hvor han ønsker at arbejde med store, tredimensionelle collageelementer, der bliver en stor del af forestillingen. Han vil ligeledes være forestillingens kostumedesigner samt skabe forestillingens ikonbillede. Værket får derfor en stærk visuel dimension, som både vil være surrealistisk, fabulerende og moderne.

DEN SORTE SKOLE
Den Sorte Skoleer navnet på den prisbelønnede sampler-og komponistduobestående af Martin Højland og Simon Dokkedal.
Den Sorte Skole blev grundlagt i 2004, som et dj-kollektiv. Duoen er kendt for at skabe koncerter og albums, der rummer en overrumplende totaloplevelse, når de inviterer publikum ind i deres smeltedigel af samples og lydlandskaber på tværs af genregrænser. Resultatet er på én gang anarkistisk og poetisk og nedbryder mure mellem landegrænser og tidsperioder og forener elementer fra både verdensmusik, populærmusik, avantgarde, electronica og klassisk musik.

Gruppen er med tiden især blevet kendt for deres liveoptrædener, hvor de udelukkende benytter pladespillere, mixere og hundredvis af vinylplader.

Den Sorte Skole har optrådt på scener over det meste af Europa og spillede i sommeren 2017 deres hidtil største koncert, da de lukkede Orange Scene på Roskilde Festivalen med et skræddersyet audiovisuelt show. Til Dansk Danseteaters kommende turnéforestilling vil Den Sorte Skole nykomponere alt musikken samt trække på deres passion for 60’ernes og 70’ernes melodiske musikunivers, lyde og rytmer, som bliver skræddersyet tematisk til dansen.

205,-
Alle rabatter er gældende (40-195,-)
Rabatbilletter sælges på www.teaterbilletter.dk.
Siddepladser på stolerækker.
Gratis introduktion kl. 19:00.
Varighed: 80 min. og en pause.
OBS: Video- og fotooptagelse er ikke tilladt under showet.
Mulighed for tilkøb af spisningsbillet kl. 18:00: Laksetærte på salatbund (125,-).

Del

Kunstner Hjemmeside

Besøg Danske Danseteaters web

Nattergalen. Foto af Raphael Frisenvænge Solholm.

Nattergalen. Foto af Raphael Frisenvænge Solholm.

Nattergalen. Foto af Raphael Frisenvænge Solholm.

Nattergalen. Foto af Raphael Frisenvænge Solholm.

Nattergalen. Foto af Raphael Frisenvænge Solholm.

Nattergalen. Foto af Raphael Frisenvænge Solholm.

Nattergalen. Collage af Sergei Sviatchenko.