Sigma – Kånstkollektivet
SIGMA. Foto: Frederikke Von Eyben / Eyben Statement.
Sigma – Kånstkollektivet
Kånstkollektivet
Tirsdag 23/9 2025 19:30
SIGMA
Kånstkollektivet
Musikdramatisk fysisk thriller-forestilling om ensomme mænd og kvindehad
”Velkommen til THE MANOSPHERE! Vil du svømme i succes, tjene kassen og have kvinderne til at flokkes om dig, er du kommet til det rette sted. Her finder du det, de andre ikke vil have, du opdager: sandheden. Du er en ensom ulv, der står udenfor normerne! Du skal arbejde hårdt, kontrollere din fremtid og forstå hvad det betyder at være en mand. Bryd fri af The Matrix, frigør din maskulinitet og find dit Purpose. Tiden er inde til at tage det tilbage som tilhører dig! Man skal tage det man fortjener, og man skal tage det hårdt.”
Frederik er ensom og usikker. Han har isoleret sig på sit kollegieværelse kun oplyst af strålerne fra sin computerskærm. En aften forvilder han sig ind på et online mandeforum, hvor han støder på en anonym og karismatisk profetskikkelse, der taler til hans smerte. Profeten bliver hurtigt Frederiks guide til livet og fører ham ind i et onlinefællesskab, der hurtigt eskalerer med toksisk maskulinitet, kvindehad og vold.
I SIGMA dykker Kånstkollektivet ned i fænomenet “The Manosphere” og undersøger en af tidens mest uhyggelige tendenser: radikalisering gennem onlinefællesskaber. Det er en forestilling om moderne kultledere og deres ekstremistiske påvirkning af unge mænd. Hvordan lykkes de med det? Hvorfor bliver unge mænd gang på gang indoktrineret på nettet? Hvor langt rækker vores sympati for disse mænd og deres handlinger? SIGMA undersøger hvad der sker, når ensomme sjæle bliver grebet af en ekstrem højredrejning og hvilke konsekvenser deres hadefulde retorik og gerninger har for dem selv, for kvinder og resten af samfundet.
Kånstkollektivets formsprog er en sammensmeltning af dans og tekst med fysiske elementer fra trance-dance. SIGMA er skabt i tæt samarbejde med upcoming rapper og producer Skt.DeLarge. Hans stil er trap-rap og med en satirisk tilgang, portrætterer han emner som egoisme, kvindehad, popkultur og toksisk maskulinitet.
Kånstkollektivet engagerer sig i aktuelle samfundsemner og producerede SIGMA som en velgørende forestilling, hvor alle billetindtægter i første spilleperiode efter urpremieren ubeskåret gik til Ventilen København, som forebygger og afhjælper ensomhed blandt unge.
Anmeldercitat om SIGMA:
★★★★★☆ ”Kånstkollektivet bliver ved med at imponere. I den nye forestilling Sigma overrasker dette unge kunstnerkollektiv ved at dykke ned i det sorte og destruktive mørke i tidens kvindehad. (…) Resultatet er overbevisende og dynamisk teater.”
– Iscene.dk
Denne forestilling indeholder temaer og scener, der kan virke voldsomme for nogle publikummer herunder: omtale af vold, overgreb, digitale krænkelser, og sexistisk sprogbrug.
225,-
TEMA abonnement: 185,-
Familiebillet (gælder for 4 personer): 612,-
Unge under 25 år: 155,-
Min. 6 unge i én gruppe: 40,- pr. person
(+ et ordregebyr)
Anbefales fra 16 år
Siddepladser på stolerækker
Varighed: Ca. 70 minutter uden pause
Mobiler skal stilles på lydløs og lægges væk under showet.
Medvirkende:
Rune Klenø, Cecilie Haugaard og Mathilde Bækmark
Kunstnerisk hold:
Idé og iscenesættelse: Rune Klenø, Cecilie Haugaard og Mathilde Bækmark
Komponist og lyddesigner: Sebastian Toft/Skt. DeLarge
Lysdesigner: Carl Asmussen
Fotograf og grafiker: Frederikke Schioldann von Eyben
Producent: Kånstkollektivet

















